Geologiske modeller

Overfladenær Land- og Maringeologisk Afdeling udfører et væld af forskelligartede projekter både af videnskabelig og kommerciel art. En fællesnævner for de fleste af disse projekter er, at vi tager udgangspunkt i opstillingen af en geologisk model.

Ud fra en kombination af eksisterende data og nye undersøgelser inddrager vi de kendte geologiske processer, som er kendt i undersøgelsesområdet og i det relevante geologiske tidsvindue. De indsamlede data sammenholdes og testes mod eksisterende viden, og vi udvikler en ny og bedre geologisk model.

Vi har haft stor succes med denne metode inden for sand- og grus-råstofkortlægning, habitatkortlægning, placering af vindmølleparker, kortlægning af mulige submarine bopladsområder fra stenalderen, kabellægninger og forskning i klimaudviklingen under Kvartær-tiden.

Den geologiske model for Jyske Rev – et råstof- og habitat-eksempel

I sommeren 2010 gennemførte GEUS en kombineret råstof- og habitatkortlægning af store dele af den danske del af Nordsøen. Kortlægningen blev udbudt af Naturstyrelsen, som led i den statslige generelle kortlægning af sand- og grus-råstoffer og som input til gennemførelsen af EU-rammedirektivet for havstrategi.

Formålet med råstofkortlægningen er at give et generelt overblik over fordelingen, mængden og sammensætningen af råstoffer i de danske farvande, mens habitatkortlægningen søger at identificere, beskrive og kortlægge fordelingen af de dominerende habitattyper.

Kortlægningsproceduren bestod af en kombination af bathymetrisk enkeltstråle-ekkolod, side-scan sonar havbundskortlægning og shallow seismisk profilering. Ground truthing omfattede vibrationsboringer og grabprøver samt til biologisk verifikation fjernbetjent (ROV) video (foretaget af Orbicon A/S). Kortlægningen blev gennemført i flere faser, hvoraf Fase 1 var en detaljeret kortlægning med mulighed for opstilling af en detaljeret geologisk model, mens Fase 2 og 3 gav en generel forståelse af den havbundsnære geologi.

Figuren viser de seismiske sejllinje grid A, B og C på Jyske Rev.

Figuren viser de seismiske sejllinje-grids A, B og C på Jyske Rev

Jyske Rev-området har en generelt velkendt geologisk historie i forbindelse med Weichsel-isens maksimale israndsplacering, som for omkring 22.000 år siden har formet det øst-vest-gående morænelandskab, som for en stor del består af till.

Den geologiske model er anvendt til at vurdere potentielle råstofressourcer i specifikke stratigrafiske enheder. De spænder fra præ-Weichsel-kanalaflejringer og Weichsel-smeltevandsaflejringer til druknede kystaflejringer og recente sandbølger.

Udover de potentielle råstofressourcer er der en tæt sammenhæng mellem de geologiske enheder og havbundens biotoper. Kortlægning af substrattyperne har været en del af havbundskortlægningsopgaven som følge af det faktum, at havbundens sedimenter er levesteder for marine benthiske arter og af vital betydning for livet på havbunden.

En række yderligere parametre som f.eks. lysnedtrængning i den fotiske zone, saltholdighed og temperatur påvirker fordelingen af habitattyper, men det tætte link mellem stenrevsaflejringer på Jyske Rev og Natura 2000 kode 1170 er indlysende, såvel som kæmpe sandskråninger og sandbanker (Natura 2000 kode 1110).

Kortlægningsresultaterne af gigantiske sandbanker er blevet sammenlignet med oplysninger om fordelingen af tobisfiskeri i Jyske Rev – Lille Fiske Banke-området, og et næsten perfekt match er fundet med fordelingen af de geologiske enheder kæmpesandskråninger tolket som sandbanke-habitattype.

Figuren viser øverst fordelingen af havbundsoverfladesedimenter i Jyske Rev Fase 1 området og nederst et konstrueret NW–SØ gående profil som viser sedimenternes lagmæssige fordeling. Sand- og grus-råstofferne knytter sig hovedsageligt til Weichsel smeltevandssedimenterne og de Holocæne marine fossile kystdannelser, som består af sand og grus.

Figuren viser øverst fordelingen af havbundsoverfladesedimenter i Jyske Rev Fase 1-området, og nederst et konstrueret NW–SØ-gående profil, som viser sedimenternes lagmæssige fordeling. Sand- og grus-råstofferne knytter sig hovedsageligt til Weichsel-smeltevandssedimenterne og de holocæne marine fossile kystdannelser, som består af sand og grus.

Ole Bennike
Seniorforsker
Overfladenær Land- og Maringeologi
Niels Nørgaard-Pedersen
Seniorforsker
Overfladenær Land- og Maringeologi