Arktis opvarmes omkring fire gange hurtigere end resten af kloden. Ifølge de seneste fremskrivninger fra FNs Klimapanel, IPCC, er det et spørgsmål om årtier, før der ikke længere er sommerhavis i det arktiske område.
Data om havis er af stor interesse for mange klimaforskere, fordi forekomsten af havis både geografisk og over tid påvirker forholdene i atmosfæren og havet. Vi har dog ikke en særlig god forståelse af havisen i tiden før vi kunne anvende satellitter til overvågning.
Det er særligt nøjagtige, længere tidsserier af tidligere havisforekomster, der er efterspørgsel på, da det vil kunne give os en forståelse af havis i Arktis i en geologisk tidsskala. Derudover vil det kunne give os indsigt i klimaændringer og bruges i klimafremskrivninger.
Huller udfyldes via proxyer
Fra 1979 og fremefter har vi satellitdata, men for tiden før da, er det bedste vi har kvalificerede gæt.
”Ved brug af denne metode – målinger af en proxy – er vi i stand til at producere data, der er næstbedst i forhold til en faktisk måling,” siger Sara Harðardóttir, tidligere postdoc ved De Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og nu forsker ved Marine and Freshwater Research Institute, Island, og førsteforfatter på en forskningsartikel om den nyudviklede metode offentliggjort i det Nature-tilknyttede tidsskrift Communications Earth and Environment den 9. januar 2024.
Metoden kan hjælpe med at udfylde hullet i vores viden om tidligere havisforekomst i Arktis via de såkaldte proxyer. En proxy er noget andet end ’den faktiske ting’, der fungerer som en indikator om det, vi gerne vil vide noget om - i dette tilfælde havis. Det kan sammenlignes med den metode, hvorved man kan få indsigt i biodiversiteten i et område, man ikke har adgang til, ved at tælle antallet og mangfoldigheden af insekter på forruden af biler, der kører gennem området.
”Havis rummer et unikt mikroskopisk økosystem. Det vi har gjort er at teste en ny proxy for havis ved at koncentrere os om DNA fra en havismikrobe, der er let at identificere, men samtidig er sjælden,” siger Sofia Ribeiro, som er seniorforfatter på artiklen og seniorforsker ved GEUS.
Det ældgamle DNA fra den pågældende mikrobe, Polarella glacialis, eller bare P. glacialis, kan bevares i marine sedimenter i tusinder af år. Det er som et arkiv bestående af notater om havisen, der bare venter på at blive læst – og forskerne har nu fundet ud af, hvordan de skal læses.
”Vi sammenlignede antallet af genkopier af P. glacialis i moderne prøver fra området omkring Grønland, og de følger den fordeling af havis, vi ser i dag. Det er vores ’kalibrering’ for at gå tilbage i tiden,” siger Sara Harðardóttir.
Forskerne kvantificerede P. glacialis’ DNA i arktiske hav- og fjordoverfladesedimenter og en sedimentkerne fra den nordlige del af Baffinbugten, der spænder over 12.000 år. Prøver af havis og fra sedimentfælder bekræftede, at cyster af P. glacialis er almindelige i førsteårs havis og i synkende partikler efter afsmeltning af havis.
"De tidsserier, vi nu er i stand til at skabe ved hjælp af denne metode, kan bruges til at give endnu mere præcise input til klimamodellerne, der har med fremtidig klima- og økosystemtilpasning til klimaændringer at gøre,” siger Sofia Ribeiro.