Download jordartskort

Download de digitale jordartskort over Danmark i målestoksforholdet 1:25 000 og 1:200 000 gratis.

De danske jordartskort viser, hvilke jordarter vi finder under pløje- og kulturlaget, typisk i 1 meters dybde. Kortene er udgivet som digitale kort i målestoksforholdet 1:25 000 og 1:200 000.

Her kan du gratis downloade de digitale jordartskort i forskellige formater - f.eks. som shapefiler til ArcGis. Det detaljerede jordartskort i målestoksforholdet 1:25 000 dækker pt. 88 procent af landet, mens 1:200 000 kortet dækker hele landet.

GEUS har siden 1888 systematisk kortlagt Danmarks overfladegeologi. Kortlægningen foretages på kort i målestoksforholdet 1:25 000. Informationerne indsamles ved feltarbejde, hvor jordprøver tages med 100-200 meters mellemrum under kultur- og pløjelag med et håndspyd. Prøverne vurderes i felten og resultatet noteres ned på et kort, hvor også grænserne mellem de forskellige jordarter indtegnes.

Danmarks jordarter er aflejret til forskellig tid og i forskellige miljøer, hvilket er grundlaget for den overordnede opdeling. Bestemmelsen af jordarten er baseret på en litologisk beskrivelse. Det vil sige materialets sammensætning af ler, sand, grus osv. Bestemmelsen sker ofte i kombination med en landskabstolkning. På denne måde er der defineret 52 forskellige kvartære samt 18 prækvartære jordarter på det digitale jordartskort 1:25 000.